Tlf. 89 93 43 84
Kundeservice Man - Fre 9 - 16
14 dage:

Peru med La Paz, Bolivia

Højdepunkter på denne rejse:

Lima, Cusco, Den Hellige Dal “Urubamba”, Moray, saltmineområdet Maras, Pisac, Ollantaytambo, Machu Picchu, Puno, Titicaca søen, besøg hos uros-folket, overnatning hos lokal familie på øen Amantani, Taquile øen og besøg hos quechua-indianerne, La Paz.

Følgende er inkluderet i rejsen:

  • Fly fra Danmark til Lima med flyskift undervejs
  • Fly fra La Paz til Danmark med flyskift undervejs
  • 1 indenrigsflyvning i Peru: Lima – Cusco
  • Transfers fra og til lufthavne (foregår i mindre internationale grupper)
  • Bus: Cusco – Den Hellige Dal & Cusco – Puno – La Paz, Bolivia
  • Tog: Ollantaytambo – Aguas Calientes – Cusco
  • 11 overnatninger på gode hoteller inkl. morgenmad
  • 1 overnatning hos en lokal familie på øen Amantani inkl. morgenmad
  • 3 x frokost (dag 5, 8, 9)
  • 1 x middag (dag 9)
  • Individuel rundrejse; dog foregår alle udflugter i mindre internationale grupper med lokale engelsktalende guider
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere
  • Der er afgang dagligt

Følgende udflugtspakke er inkluderet:

  • Halvdagsbyrundtur i Lima inkl. Lima-Art Museum
  • Halvdagsbyrundtur i Cusco og de nærliggende omgivelser
  • Besøg i små Andes landsbyer
  • Heldagsudflugt til Den Hellige Dal
  • Udflugt til inkakomplekset Machu Picchu
  • Udflugt til Titicaca-søen med øerne Uros, Amantani og Taquile
  • Byrundtur i La Paz inkl. Månedalen
  • Entréer til nævnte seværdigheder

Tillæg for enkeltværelse: 5.500 kr.
Rabat gives ved 4 personer eller mere

Vælg denne rejse fordi...

Peru og Bolivia er eventyrlande og så har de en helt fantastisk forhistorie. Denne rejse tager dig med til Perus hovedstad Lima med smukke, historiske bygninger og Inkarigets gamle hovedstad Cucco, hvor du bl.a. ser inkaernes beundringsværdige stenhuggerkunst. Du oplever Den Hellige Dal med imponerende terrassesystemer, små indianersamfund, farverige markeder, saltmineområdet Maras og den åbne museumsby Ollantaytambo. Et af turens højdepunkter er den berømte inkaby Machu Picchu med de spektakulære inkaruiner. Udsigten til bjerge og tågeskov er ubeskrivelig og kan næsten få hårene til at rejse sig. I den højtbeliggende sø Titicaca kommer du tæt på Uros folket og Quechua indianerne, hvor du får indblik i deres spændende kultur og levemåde. Rejsen slutter i Bolivias adm. hovedstad La Paz med flotte koloniale bygninger og besøg til månedalen Valle de Luna med de særprægede klippeformationer.

Detaljeret dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst i Lima

I dag er der afrejse fra Danmark og turen går til Peru med mellemlanding(er) undervejs. Du ankommer i Lima lufthavn, hvor du bliver mødt af en repræsentant fra vores samarbejdspartner i Peru, som vil bringe dig til dit hotel. Turen fra lufthavnen til hotellet tager ca. 40 min. og undervejs vil du få svar på spørgsmål du eventuelt måtte have vedrørende din rejse. Resten af dagen er til fri disposition.

Overnatning Hotel Britania Miraflores

Dag 2: Byrundtur i Lima

Du skal i dag på en halvdags byrundtur i den peruvianske hovedstad, som blev grundlagt i 1535 af Francisco Pizarro. Du besøger byens flotte og livlige centrale plads, Plaza Mayor, prydet med rosenhaver, høje palmer og springvand med byens skytsengel på toppen. Pladsen er omgivet af smukke kolonitidsbygninger bl.a. Præsidentpaladset, Ærkebispens Palads og byens mægtige katedral fra 1555, hvor Pizarros jordiske rester findes. Herefter besøger du San Fransisco klosteret og dets kirke fra 1674, som er byens flotteste barokkirke. Klosteret indeholder nogle fine mosaikfliser fra Sevilla og freskomalerier, der blev opdaget, da et jordskælv ødelagde dele af ydermuren. Bemærkelsesværdigt er dens museum for religiøst kunst, biblioteket med mere end 25.000 bøger og katakomberne under kirken.

Turen fortsætter til San Isidro distriktet med attraktive parker og den moderne bydel Miraflores med strande, flotte haver, pladser samt hyggelige cafeer og restauranter. Inden byrundturen slutter besøger du Limas kunstmuseum, som er kendt for dens omfattende samlinger af præcolombiansk smykker og brugskunst.

Den sene eftermiddag og aften er til fri disposition.

Overnatning Hotel Britania Miraflores

Dag 3: Fly fra Lima til Cusco

Efter morgenmaden bliver du hentet og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver til Cusco, som er den formelle hovedstad i Inkariget og i dag en elegant, blomstrende multi-kulturel by. Ved ankomst bliver du hentet og kørt til dit hotel. Resten af dagen er til fri disposition, hvor du kan udforske byen og dens gode restauranter.

Overnatning Maytaq Wasin Boutique Hotel

Dag 4: Cusco

Denne morgen/formiddag kan du frit slappe af, indtil du om eftermiddagen skal på byrundtur i og omkring Cusco. Du besøger byens centrale plads, Plaza de Armas, som i inkatiden blev kaldt Hucaypata eller ”Krigernes Plads”, og her har mange vigtige begivenheder i Cuscos historie fundet sted. Det er også her du kan finde katedralen Santo Domingo, bygget mellem 1560 og 1664 på det tidligere Inca Viracochas Palads, som er en fin blanding af spansk renæssancearkitektur og inkaernes fine arbejde med sten. Gaden ved siden af kirken fører til det, der engang var Inkarigets vigtigste kultursted, det tidligere storslåede soltempel Koricancha, som er bygget uden hjælp af mørtel, men hvor hver enkelt sten passer perfekt ind.

Du fortsætter til Kenko, en inka-helligdom med en fem meter høj stenblok, som hævdes at ligne en puma. Dette sted er tilegnet dyrkelsen af Moder Jord og her findes vandkanaler udhugget i massiv klippe og et underjordisk rum. Længere ude af vejen står en mindre fæstning, Puka Pukara, som man mener, har vogtet vejen og inkaernes Hellige Dal. Her findes terrasser udhugget i bjergsiden, trapper, tunneler og tårne. Mod nord findes Tambomachay, et helligt badested for inkaernes herskere og kongelige kvinder. Systemet er et byggeteknisk mesterstykke og det er stadig i stand til at levere vand.

Til sidst besøger du militærkomplekset Sacsayhuaman, som har en smuk beliggenhed med udsigt over Cusco. Sacsayhuaman er et spændende eksempel på inkaernes arkitektoniske kunnen og er ganske imponerende med dens dobbeltmure bygget af udskårne granitsten, hvoraf den største vejer mere end 125 tons. Herefter tager du tilbage til Cusco, hvor aftenen er til fri disposition.

Overnatning Maytaq Wasin Boutique Hotel

Dag 5: Den Hellige Dal

Du bliver hentet på dit hotel og kørt til Den Hellige Dal, hvor du skal overnatte den kommende nat.

Første stop på turen er Andeslandsbyen Chincheros, som har en fantastisk udsigt over bjergene. Her besøger du det lokale marked, den hvide kirke og de ældgamle landbrugsterrasser hugget ind i bjergsiden.

Turen går videre til Moray, hvor du ser nærmere på inkaernes imponerende terrassesystem udformet som kæmpemæssige dybe huller, det dybeste er 150 meter. Denne dybde skaber en temperaturforskel på 15 grader, hvilket blev brugt af inkaerne til at studere virkningerne af forskellige klimatiske forhold på afgrøder.

Til sidst besøger du Maras for at opleve det imponerende og kæmpemæssige saltmineområde fra inkatiden.

Du fortsætter herefter til Ollantaytambo, hvor du overnatter.

Overnatning Hotel Sol Ollantay

Dag 6: Pisac – Ollantaytambo – Aguas Calientes

I dag besøger du byen Pisac, som især er kendt for sine indianermarkeder, hvor der er mulighed for at købe alt fra peruvianske uldsweatere og musikinstrumenter til malerier, vævninger og smykker. Byen er også kendt for sine imponerende ruiner oven for byen. De er bygget af mindre sten end dem i Sacsayhuaman, men den præcision, hvormed de er udhugget og tilpasset, er helt utrolig – præcis ligesom udsigten.

Efter frokost fortsætter du til Ollantaytambo, en anden charmerende landsby i hjertet af dalen, som anses for en åben museumsby, idet alle indbyggere fastholder gamle traditioner og love, som er overleveret gennem deres forfædre. Byen er kendt for komplekset af samme navn, som består af templer, bade og imponerende militære installationer. Herefter tager du toget til Aguas Calientes, en lille by beliggende ved tågeskoven tæt ved ruinkomplekset Machu Picchu.

Overnatning Flower’s House

Dag 7: Machu Picchu - Cusco

Tidligt denne morgen vil du blive hentet og kørt til et af verdens syv vidundere og turens højdepunkt, det fantastiske ruinkompleks Machu Picchu, som ligger eventyrligt på en grøn stejl højderyg i Urubamba dalen omkranset af tågeskov, grønne bjergtoppe og snedækkede bjergtinder længere ude i horisonten. Her venter dig en guidet rundvisning, hvor du vil opleve de smalle terrasser på stejle sider af bjerget og områder med begravelsespladser, fængsler, små beboelser og templer.

Det siges at være den amerikanske opdagelsesrejsende Hiram Bingham, der den 24. juli 1911 opdagede Machu Picchu, hvilket ikke er helt sandt, men han var i hvert fald grunden til, at verden fik kendskab til dette fantastiske sted. Inkabyen blev bygget omkring år 1462 i Inkarigets storhedstid og blev forladt mindre end 100 år efter formentligt pga. en skoldkoppeepidemi. Machu Picchu blev aldrig opdaget og udplyndret af spanierne og derfor har den særlig stor kulturel betydning og betragtes som hellig. Machu Picchu var hjemsted for præster, højtstående funktionærer, håndværkere, tjenere og jomfruer udvalgt til at vie deres liv til Solguden. Det var en by med gader, akvædukter hvor der stadig løber vand, fontæner og gange, som havde religiøse funktioner.

Efter en guidet rundvisning får du tid til at udforske området på egen hånd. Din entrébillet til ruinkomplet er gyldig indtil kl.12.00.

Ved siden af Machu Picchu ligger det 2.693 meter høje Huayna Picchu bjerg. Det er 260 meter højere end Machu Picchu og fra toppen af bjerget får du en fantastisk udsigt ned over ruinkomplekset og Urubamba floden. Det er dog en krævende tur til toppen ad små stejle og til tider glatte trin og ikke en tur for alle. Der er begrænsninger på hvor mange der må bestige Huayna Picchu, så hvis du ønsker denne mulighed, skal det bestilles på forhånd samtidig med bestilling af din rejse og det er mod et mindre tillæg.

Du har eftermiddagen på egen hånd i Aguas Calientes, hvor du kan nyde din frokost og evt. besøge de termale bade også kaldet hot springs og slappe af i det naturligt opvarmede vand. Husk badetøj. Det er disse hot springs der har givet byen sit navn Aguas Calientes, som betyder varmt vand.

Dit tog tilbage til Cusco afgår sent om eftermiddagen. Det præcise tidspunkt får du anvist af din guide efter rundvisningen ved Machu Picchu.

Ved ankomst til Cusco bliver du kørt tilbage til dit hotel.

Overnatning Maytaq Wasin Boutique Hotel

Dag 8: Cusco – Puno

I dag har du en lang, men oplevelsesrig rejse foran dig. Du bliver hentet på dit hotel og kørt til busstationen, hvor en bus venter på at køre dig til Puno.

Du krydser det spektakulære Altiplano, et tørt og goldt landskab med åbne vidder, og undervejs gøres der stop ved små landsbyer.

Puno ligger smukt ved bredden af verdens største og højst beliggende sø, Titicaca, i 4.000 meters højde. Puno havde en vigtig historisk betydning for inkaerne, da det var her, at den først inka, Manco Capac, gik op af Titicacas vande, hvorfra han startede inkaernes imperium og blev den første konge i Cusco. I dag er Puno en landbrugsby med især opdræt af lamaer og alpakaer og derfor kan uldvarer med fordel købes her.

Overnatning Hotel Sol Plaza

Dag 9: Titicaca søen – Uros - Amantani

I dag skal du på heldagstur på Titicaca søen, som Bolivia og Peru deles fredeligt om. I dag bebor quechua- og aymara-talende indfødte hver deres strækning langs Titicaca-søen.

Du besøger først Uros-folket, som har overlevet på en kombination af jagt og fiskeri og som lever på gyngende siv-øer i Puno-bugten, hvor huse og både er bygget af sivene fra øerne. Her lærer du om deres kultur og får et indblik i deres dagligdag.

Dernæst sejler du videre og ankommer til øen Amantani, hvor du bliver modtaget af de lokale familier, som sørger for overnatning til dig. Dette er en rigtig god og spændende måde at lære om de lokale, deres dagligdag og kultur.

Efter du er blevet indlogeret hos din værtsfamilie, skal du på en gåtur op på det højeste punkt på øen, hvorfra der er en betagende udsigt over den enorme Titicaca sø, som har en længde på 174 km og en bredde på 64 km.

Overnatning Homestay Amantaní

Dag 10: Amantani – Taquile

Du tager afsked med din værtsfamilie og sejler videre til den fredelige ø Taquile, som er domineret af gamle inkaterrasser. Her møder du den lokale befolkning, Quechua-indianerne, i deres traditionelle klædedragter og der vil være mulighed for at lære mere om deres hverdag og kultur. Øen er også kendt for dens vævning og du vil få en demonstration af traditionelle væveteknikker.

Der vil herefter være frokost bestående af friskfangede ørreder fra søen og lokalt dyrkede frugt og grøntsager.

Senere sejler du tilbage til Puno.

Overnatning Hotel Sol Plaza

Dag 11: Puno – La Paz

Du bliver hentet på dit hotel og kørt til busstationen, hvor en bus venter på at køre dig til La Paz, som er hovedstaden i Bolivia og en af de mest usædvanlige og spændende byer i verden. Byen ligger i 4.000 meters højde og er dermed verdens højest beliggende administrerende hovedstad. Når du når grænsen, bliver du mødt af grænsevagter, som stempler dit pas og herfra køres mod dit hotel, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Overnatning Hotel Rosario

Dag 12: La Paz

I dag skal du på byrundtur i og omkring La Paz. Det snedækkede bjerg Illimani, som er mere end 6.000 meter højt, dominerer udsigten fra de fleste dele af byen. Du starter ved Valle de la Luna, Månedalen, som har fået sit navn efter sine specielle klippeformationer. Herefter går turen tilbage til La Paz by, hvor du besøger byens centrale plads Plaza Murillo med det flotte italienskinspirerede præsidentpalads fra 1850, kendt som Palacio Quemado (Det brændte palads), da det to gange siden det blev bygget, har været udsat for, at en folkemængde har sat ild til det. Tæt herved findes også byens moderne katedral. Gaderne heromkring danner byens mest hyggelige kvarter med brostenbelagte gader uden trafik og med rækker af velbevarede kolonitidsbygninger. Byens snævre gader strækker sig op ad bjergsiden til et andet hyggeligt område bag Plaza San Francisco med den store stenkirke, hvor en statue af Jesus står med en blå selvlysende glorie. Her er som regel fyldt med bolivianske campeninas, i deres traditionelle farvestrålende klæder, som sælger tæpper, uldsweatere, nødder og urter.

Resten af dagen er til fri disposition, hvor du kan udforske byen på egen hånd. Bag Plaza San Francisco findes det berømte Mercado de Hechiceria (Heksemarkedet), hvor ældre kvinder sælger magiske amuletter og flasker fyldt med farvede træstykker og olie, som alt efter indholdet vil bringe held i kærlighed, pengesager eller helbredet. Du vil hurtigt finde ud af, at mad er en af seværdighederne i La Paz og der sælges mange gode specialiteter. Sæt dig ved en af boderne og få en kop te og kig på det bolivianske gadeliv. Senere kan anbefales en stærk chicha (gæret majsdrik) eller den fremragende lokale øl. Man kan også prøve en chuflay, der bl.a. indeholder den lokale alkohol, singani. Du kan med fordel også besøge byens mange museer med genstande fra Stillehavskrigen, malerier og møbler fra kolonitiden samt udstillinger om ayoreo og chipaya-folkenes kultur.

Overnatning Hotel Rosario

Dag 13: Hjemrejse

I dag er blevet tid til at sige farvel til Peru og Bolivia. Du bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver mod Danmark med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 14: Hjemkomst

Du ankommer til Danmark efter en oplevelsesrig ferie.

Højdepunkter på denne rejse:

Lima, Cusco, Den Hellige Dal “Urubamba”, Moray, saltmineområdet Maras, Pisac, Ollantaytambo, Machu Picchu, Puno, Titicaca søen, besøg hos uros-folket, overnatning hos lokal familie på øen Amantani, Taquile øen og besøg hos quechua-indianerne, La Paz.

Følgende er inkluderet i rejsen:

  • Fly fra Danmark til Lima med flyskift undervejs
  • Fly fra La Paz til Danmark med flyskift undervejs
  • 1 indenrigsflyvning i Peru: Lima – Cusco
  • Transfers fra og til lufthavne (foregår i mindre internationale grupper)
  • Bus: Cusco – Den Hellige Dal & Cusco – Puno – La Paz, Bolivia
  • Tog: Ollantaytambo – Aguas Calientes – Cusco
  • 11 overnatninger på gode hoteller inkl. morgenmad
  • 1 overnatning hos en lokal familie på øen Amantani inkl. morgenmad
  • 3 x frokost (dag 5, 8, 9)
  • 1 x middag (dag 9)
  • Individuel rundrejse; dog foregår alle udflugter i mindre internationale grupper med lokale engelsktalende guider
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere
  • Der er afgang dagligt

Følgende udflugtspakke er inkluderet:

  • Halvdagsbyrundtur i Lima inkl. Lima-Art Museum
  • Halvdagsbyrundtur i Cusco og de nærliggende omgivelser
  • Besøg i små Andes landsbyer
  • Heldagsudflugt til Den Hellige Dal
  • Udflugt til inkakomplekset Machu Picchu
  • Udflugt til Titicaca-søen med øerne Uros, Amantani og Taquile
  • Byrundtur i La Paz inkl. Månedalen
  • Entréer til nævnte seværdigheder

Tillæg for enkeltværelse: 5.500 kr.
Rabat gives ved 4 personer eller mere