TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
16 dage

Peru med Inka-trek

Snør vandreskoene, og gå det legendariske 4-dages inkatrek til Machu Picchu. Rejsen tager dig også forbi Lima, Arequipa, Colca Canyon, Titicaca-søen og inkaernes gamle hovedstad, Cusco.

Peru med Inka-trek
Peru med Inka-trek
16 dage
ForsideLatinamerikaPeruPeru med Inka-trek

Peru med Inka-trek

Snør vandreskoene, og gå det legendariske 4-dages inkatrek til Machu Picchu. Rejsen tager dig også forbi Lima, Arequipa, Colca Canyon, Titicaca-søen og inkaernes gamle hovedstad, Cusco.

ForsideLatinamerikaPeruPeru med Inka-trek
Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Fly fra Danmark til Lima med flyskift undervejs
  • Fly fra Cusco til Danmark med flyskift undervejs
  • 1 indenrigsflyvning: Lima – Arequipa
  • Transfers fra og til lufthavne (foregår i mindre internationale grupper)
  • Bus: Arequipa – Colca Canyon – Puno – Cusco
  • 11 overnatninger på gode hoteller inkl. morgenmad
  • 3 nætters inka-trek inkl. transport fra og til Cusco, engelsktalende guide, bærere, entréer, helpension og guidet rundvisning ved Machu Picchu
  • 6 x frokost (dag 4, 6, 7, 10, 11, 12)
  • 3 x middag (dag 10, 11, 12)
  • Individuel rundrejse; dog foregår alle udflugter i mindre internationale grupper med lokale engelsktalende guider
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – Prisen er gyldig ved min. 2 rejsende. Forhør dig om pris, hvis du rejser alene

Omfattende udflugtspakke:

  • Halvdagsbyrundtur i Lima inkl. Larco Museum
  • Halvdagsbyrundtur i Arequipa inkl. Santa Catalina klosteret
  • Udflugt til Colca Canyon med termiske bade, gamle landbrugsterrasser og kondorer
  • Heldagsudflugt på Titicaca-søen med øerne Uros og Taquile
  • Halvdagsbyrundtur i Cusco og de nærliggende omgivelser
  • Heldagsudflugt til Den Hellige Dal
  • Entréer til nævnte seværdigheder

Der er et begrænset antal pladser til det populære 4-dages inka-trek, så vi anbefaler du bestiller min. 6 måneder før afrejse. Hvis der skulle være udsolgt på dine ønskede datoer, kan vi i stedet tilbyde Salkantay-trekket til samme pris, som også er et 4-dages trek.

I øjeblikket er følgende måneder udsolgt eller næsten udsolgt: april, maj, juni 2024.

REJSEN KORT FORTALT

Peru er inkaernes skatkammer og gemmer på nogle af Sydamerikas største kulturelle og naturrige oplevelser. Du kan se frem til landets koloniale perler, spektakulære bjerge og vulkaner samt Colca Canyon og Den Hellige Dal med imponerende terrassesystemer, spændende indianersamfund og farverige markeder. Det er også her du kan opleve landets unikke dyreliv med lamaer, alpakaer og kondorer. Du kommer tæt på Uros folket ved Titicaca søen og besøger Inkarigets gamle hovedstad Cusco, hvor du bl.a. ser inkaernes imponerende stenhuggerkunst. Herefter starter inkatrekket hvor du følger den berømte Inkasti. Her kan du se frem til at opleve de beundringsværdige ruiner og den fantastiske natur med grønne dale, snedækkede bjergtinder, et væld af planter og et rigt dyreliv samt et af verdens nye vidundere, Machu Picchu som den perfekte afslutning på trekket.

Derfor skal du vælge denne rejse

  • Snør vandreskoene, og tag med på et udfordrende 4-dages trek ad den gamle inkasti til Machu Picchu
  • Oplev de farverige indianersamfunds spændende traditioner på Titicaca-søen
  • Se de majestætiske kondorer svæve elegant henover himlen ved den dybe kløft Colca Canyon
  • Besøg imponerende pladser og katedraler fra den spanske kolonitid i Lima, Arequipa og Cusco

Vores priser inkluderer altid

  • Alle fly – både internationale og indenrigs
  • Alle transfers på destinationen
  • Alle programlagte udflugter og aktiviteter
  • Alle overnatninger
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst i Lima

I dag er der afrejse fra Danmark og turen går til Peru med mellemlanding(er) undervejs. Du ankommer i Lima lufthavn, hvor du bliver mødt af en repræsentant fra vores samarbejdspartner i Peru, som vil bringe dig til dit hotel. Turen fra lufthavnen til hotellet tager ca. 1 time. og undervejs vil du få svar på spørgsmål du eventuelt måtte have vedrørende din rejse. Resten af dagen er til fri disposition.

Dag 2: Byrundtur i Lima

Du skal i dag på en halvdags byrundtur i den peruvianske hovedstad, som blev grundlagt i 1535 af Francisco Pizarro. Du besøger byens flotte og livlige centrale plads Plaza Mayor prydet med rosenhaver, høje palmer og springvand med byens skytsengel på toppen. Pladsen er omgivet af smukke kolonitidsbygninger bl.a. Præsidentpaladset, Ærkebispens Palads og byens mægtige katedral fra 1555, hvor Pizarros jordiske rester opbevares. Herefter besøger du San Fransisco klosteret og dets kirke fra 1674, som er byens flotteste barokkirke. Klosteret indeholder nogle fine mosaikfliser fra Sevilla og freskomalerier, der blev opdaget, da et jordskælv ødelagde dele af ydermuren. Bemærkelsesværdigt er dens museum for religiøst kunst, biblioteket med mere end 25.000 bøger og katakomberne under kirken.

Turen fortsætter til San Isidro distriktet med attraktive parker og den moderne bydel Miraflores med strande, flotte haver, pladser samt hyggelige cafeer og restauranter. Byrundturen afsluttes med et besøg på Larco-museet, som er et af Limas mest kendte museer. Det er dedikeret til præcolumbiansk kunst og huser en omfattende samling af spændende genstande fra forskellige præcolumbianske kulturer, herunder Moche, Nazca, Chimú og Inka.

Den sene eftermiddag og aften er til fri disposition.

Dag 3: Fly fra Lima til Arequipa – byrundtur i Arequipa (2.335 meter)

Arequipa er smukt beliggende i Andesbjergene i næsten 2.400 meters højde med vulkanerne Misti (5.822 m), Chachani (6.057 m) og Pichu-Pichu (5.669 m) som smuk kulisse. Byen går under navnet ”Den Hvide By”, fordi de fleste huse er bygget af vulkanske sten.

Du bliver hentet på dit hotel i Lima og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver til den charmerende by. En flyvetur på ca. 1,5 time. Ved ankomst til Arequipa bliver du hentet i lufthavnen og kørt ind til dit hotel.

Om eftermiddagen skal du på byrundtur og opleve de mange fornemme herskabshuse og kolonitidsbygninger fra 1700-tallet med udskårne døre, franske vinduer og hyggelige gårdhaver. Du besøger også den centrale plads, Plaza de Armas, med palmer, gamle gaslygter, springvand og naturligvis byens enorme katedral.

 

Dernæst venter Arequipas største attraktion, Santa Catalina klosteret, hvor der engang boede mere end 400 nonner. Santa Catalina blev grundlagt i 1580 af den rige enke Maria de Guzmán. Stedet henvendte sig primært til overklassen, hvor det, under kolonitiden, var en sædvane, at familiens andet barn skulle tjene kirken. Pigerne blev bragt til klosteret allerede i tre-årsalderen og kom aldrig uden for murene igen.

Klostret har flere gange været ramt af jordskælv, men er blevet genopbygget i oprindelig stil, og de historiske bygninger står stadig. Selvom klostret i dag er åbnet for offentligheden, bor der stadig en lille religiøs enhed i den ene ende af komplekset. Nu kan nonnerne dog frit modtage besøg og forlade Santa Catalina klostret, når de vil.

Sidste stop på turen er Yanahuara pladsen, hvor der er gode muligheder for at tage flotte billeder af byens betagende vulkanske omgivelser.

Aftenen er på egen hånd i Arequipa.

Overnatning:
Dag 4: Bus fra Arequipa til Chivay i Colca Canyon (3.650 meter)

Tidligt denne morgen går turen mod Colca Canyon, som er en 3.400 meter dyb kløft og faktisk én af de dybeste kløfter i verden. Til sammenligning er den omtrent dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA.

De næste par dage får du rigtig oplevet de mægtige Andesbjerge. Du krydser den spektakulære højslette kaldet Altiplano, som er kendetegnet ved sit tørre, golde landskab med store åbne vidder, hvor du kan spotte græssende lamaer og alpakaer. Flere steder kører du i over 4.000 meters højde. Det højeste pas og udkigspunkt på ruten hedder, Mirador de los volcanes, og herfra har du i klart vejr en fantastisk udsigt til de omkringliggende vulkaner. Udkigspunktet ligger i ca. 4.900 meters højde, og du kan med det samme mærke, at den tynde luft i disse højdemeter, påvirker din vejrtrækning. Derfor bliver det også kun til et kort fotostop, inden du fortsætter ned mod byen Chivay, der fungerer som indgang til Colca Canyon.

Om eftermiddagen er det tid til lidt selvforkælelse i Chivays termiske bade, der er naturligt opvarmet af områdets vulkanske aktivitet. Chivay er også omgivet af høje vulkaner; Sabancaya på 5.976 meter og Ampato på 6.288 meter.

Distance: Ca. 167 km

Transporttid: Ca. 4 timer

Dag 5: Udflugt til Colca Canyon - bus til Puno (3.827 meter)

Efter morgenmaden kører du mod det storslåede udkigspunkt, Mirador Cruz del Condor, hvor du har udsigt ned over én af de dybeste dele af Colca Canyon. Det er en hel fantastisk oplevelse at stå her og både kigge ned og ud over den enorme kløft. På dette sted kan du være heldig at opleve kondorer svæve lydløst hen over hovedet på dig. Kondoren er verdens største rovfugl med et vingefang på op til 3 meter. Den bruger de varme luftstrømme, der stiger til vejrs fra kløften, til at få luft under vingerne.

Efter denne betagende naturoplevelse tager du en kort gåtur i dalen, hvor du oplever de gamle landbrugsterrasser, som har været i brug i flere århundreder. Der er også rig mulighed for at købe en farverig souvenir med hjem. Herefter kører du tilbage til Chivay for at spise frokost, inden du sætter dig på bussen mod Puno.

Puno ligger ved Titicaca-søen, som er den største sø i Sydamerika og den højest beliggende navigerbare sø i verden. Byen havde en vigtig historisk betydning for inkaerne. Det var nemlig her, den første inka, Manco Capac, steg op af Titicacas vande, startede inkaernes imperium og blev den første konge i Cusco. I dag er Puno en landbrugsby med især opdræt af lamaer og alpakaer, og derfor kan uldvarer med fordel købes her til en god pris.

Distance: Chivay – Cruz del Condor t/r + Chivay – Puno: Ca. 385 km

Transporttid: Ca. 9 timer

Dag 6: Udflugt på Titicaca-søen (3.810 meter)

I dag skal du på en heldagsudflugt på Titicaca-søen, som Peru og Bolivia deler imellem sig. Her venter dig et spændende møde med to meget forskellige højlandsindianer-samfund, hvor gamle traditioner stadig holdes i hævd.

Fra byens havn sejler du først ud til de flydende siv-øer, Islas Uros, som stadig er beboet af Uros-folket. Dette folkefærd udnytter søens gratis byggematerialer, nemlig de stærke totora-siv, til bl.a. at bygge, øer, huse og både af. Selvom øerne i dag er blevet lidt kommercielle, så er det stadig fascinerende at lære om Uros-folkets kultur og gamle traditioner og ikke mindst opleve deres imponerende håndværk.

Herefter sejler du videre til den fredelige ø Taquile, der især er kendt for sit farverige kunsthåndværk og sine ”strikkende mænd”. Her på øen er det nemlig mændene, der strikker, og det er de gode til! Mønstret på en mands strikhue, kaldet chullo, viser både hans kreativitet og ikke mindst hans civile status. Kvinderne står for at spinde garnet og væve. Det er kvinderne, der væver de smukke bælter til mændenes klædedragter.

Du nyder en frokost på den smukke kuperede ø, og bagefter tager din guide dig med på en gåtur op til øens højeste punkt, hvorfra der er en betagende udsigt over Titicaca-søen, med høje bjerge i baggrunden.

Midt på eftermiddagen bliver du sejlet tilbage til Puno og resten af dagen er til fri disposition.

 

Dag 7: Bus fra Puno til Cusco (3.400 meter)

I dag har du en lang, men oplevelsesrig rejse foran dig. Du bliver hentet på dit hotel og kørt til busstationen, hvor en bus venter på at køre dig til Cusco, som er den formelle hovedstad i Inkariget og i dag en elegant, blomstrende multi-kulturel by.

Du krydser Altiplano, hvor der er mulighed for at se vicuñas, som er i familie med kamelen, men som kan minde om lamaen og alpakaen. Undervejs gøres der flere stop og du vil få guidet rundvisning ved gamle ruiner og monumenter som bl.a. findes ved Pukara Museet. Pukara var den første regionale by tættest på Titicaca-søen og kan dateres tilbage til 500 f.Kr. Museet indgår som en del af et arkæologisk område, hvor man har fundet imponerende stenskulpturer, keramiske stykker og andre arkæologiske udgravninger, der giver et spændende indblik i den andinske civilisations historie.
Dernæst passerer du La Raya, som er det højeste punkt på ruten med sine 4.319 meter. Herfra går det nedad og gennem en flot dal med masser af afgrøder som majs og kartofler. Du når Raqchi, hvor du ser ruinerne af templet Viracocha, som er en af inkaernes mest hellige steder. Sidste stop inden Cusco er den berømte kolonitidskirke Andahuaylillas, bedre kendt under navnet ”Sixtine Chapel of the Americas” grundet dens flotte loftsmalerier og andet flot kunst.

Ved ankomst til Cusco tjekker du ind på dit hotel og om aftenen kan du vælge at udforske byen og dens gode restauranter.

Distance: Ca. 390 km

Transporttid: Ca. 10 timer inkl. stops

Dag 8: Byrundtur i Cusco (3.400 meter)

Denne morgen/formiddag kan du frit slappe af, indtil du om eftermiddagen skal på byrundtur i og omkring Cusco. Du besøger byens centrale plads, Plaza de Armas, som i inkatiden blev kaldt Hucaypata eller ”Krigernes Plads”, og her har mange vigtige begivenheder i Cuscos historie fundet sted. Det er også her, du kan finde Cuscos katedral, der er bygget med sten fra inkakomplekset Sacsayhuamán oven på inkapaladset Viracochas Palads i kolonitiden. Katedralen er dermed en fin blanding af spansk renæssancearkitektur og inkaernes mesterlige arbejde med sten. Gaden ved siden af katedralen fører til Santo Domingo-kirken, som er bygget oven på det, der engang var et af inkarigets vigtigste templer, Koricancha. Det tidligere storslåede soltempel udgør kirkens fundament og er bygget uden hjælp af mørtel, hvor hver enkelt sten i stedet passer perfekt ind.

Du fortsætter til Kenko, en inka-helligdom med en fem meter høj stenblok, som hævdes at ligne en puma. Dette sted er tilegnet dyrkelsen af Moder Jord og her findes vandkanaler udhugget i massiv klippe og et underjordisk rum. Længere ude af vejen står en mindre fæstning, Puka Pukara, som man mener, har vogtet vejen og inkaernes Hellige Dal. Her findes terrasser udhugget i bjergsiden, trapper, tunneler og tårne. Mod nord findes Tambomachay, et helligt badested for inkaernes herskere og kongelige kvinder. Systemet er et byggeteknisk mesterstykke og det er stadig i stand til at levere vand.

Til sidst besøger du militærkomplekset Sacsayhuaman, som har en smuk beliggenhed med udsigt over Cusco. Sacsayhuaman er et spændende eksempel på inkaernes arkitektoniske kunnen og er ganske imponerende med dens dobbeltmure bygget af udskårne granitsten, hvoraf den største vejer mere end 125 tons. Herefter tager du tilbage til Cusco, hvor aftenen er til fri disposition.

Dag 9: Udflugt til Den Hellige Dal (ca. 2.800 - 3.400 meter)

I dag skal du på udflugt til Urubamba dalen, inkaernes Hellige Dal. Første besøg er Pisac, som især er kendt for sine indianermarkeder, hvor der er mulighed for at købe alt fra peruvianske uldsweatere og musikinstrumenter til malerier, vævninger og smykker. Byen er også kendt for sine imponerende ruiner oven for byen. De er bygget af mindre sten end dem i Sacsayhuaman, men den præcision, hvormed de er udhugget og tilpasset, er helt utrolig – præcis ligesom udsigten.

Efter frokost fortsætter du til Ollantaytambo, en anden charmerende landsby i hjertet af dalen, som anses for en åben museumsby, idet alle indbyggere fastholder gamle traditioner og love, som er overleveret gennem deres forfædre. Byen er kendt for komplekset af samme navn, som består af templer, bade og imponerende militære installationer.

Herefter går turen tilbage til Cusco, hvor resten af dagen er til fri disposition.

Distance: Ca. 160 km

Transporttid: Ca. 10 timer inkl. stops

Dag 10: Bus fra Cusco til KM 82 – Wayllabamba – Yuncachimpa (ca. 3.300 meter)

I dag begynder trekket på den verdensberømte Inkasti omgivet af fantastisk natur og betagende landskaber bestående af grønne dale, høje bjerge, snedækkede bjergtinder samt et væld af planter og dyr. Selve Inkastien på dette trek er en del af de store inkaveje, som går hele vejen fra Mendoza i Argentina til grænsen mellem Ecuador og Colombia. De næste 4 dage vandrer du ad stier, som blev brugt for flere hundrede år siden, og du kommer forbi arkæologiske inkaruiner, som hver især har sin egen historie.

Du bliver hentet på hotellet allerede kl. 4 denne morgen og kører til Ollantaytambo, hvor der vil være mulighed for at gøre de sidste indkøb til trekket, som f.eks. regnslag, vandrestave, vand og kiks.

Herefter kører du til KM 82-stenen, hvor du bliver sat af bussen, og inkatrekket starter. Først vandrer du fra KM 82-stenen til Wayllabamba. Det er en rimelig flad og smuk tur langs Urubamba-floden og gennem dalen af samme navn, som har udsigt til det sneklædte bjerg Veronica, der med sine ca. 5.750 meter er områdets højeste. På vejen passerer du en række lokale landsbyer, hvor indbyggerne stadig bygger deres huse med traditionelle ichu-græstage. Du gør herefter et stop, hvor du kan beundre udsigten over Llactapata, som var et vigtigt landbrugsområde for inkaerne. Derefter drejer du væk fra floden og vandrer op gennem dalen langs Kusichaca-floden, hvor der er gode muligheder for at se kolibrier flyve omkring.

Du ankommer til landsbyen Wayllabamba om eftermiddagen og fortsætter til din lejr i Yuncachimpa, hvorfra der er en flot udsigt over dalen og de omkringliggende bjerge.

Transporttid fra Cusco til KM 82: Ca. 3,5 time
Distance: Ca. 14 km
Vandretid: Ca. 7-8 timer
Sværhedsgrad: Let – moderat

Overnatning:
Dag 11: Yuncachimpa – Warmiwañusqa-passet – Runkurakay-passet – Chaquicocha (ca. 3.650 meter)

I dag er den hårdeste dag på trekket. Du vandrer først op forbi Llulluchapampa gennem et område med frodig tågeskov. Herefter begynder en stejl opstigning mod det ca. 4.200 meter høje Warmiwañusqa-pas, der er det højeste punkt på trekket. Passets navn er et quechua-ord, som oversat betyder ”Den døde kvindes pas” og henviser til klippeformationerne ved passet. På toppen kan du tage dig et velfortjent hvil, mens du nyder udsigten til sneklædte bjerge og Inkastien.

Herefter starter nedstigningen ad inkatrapperne til Pacaymayo-floden. Her begynder inkaernes historie at folde sig ud, og du kommer til den første af en lang række ruiner; den lille vagtpost Runkurakay, som ofte er indhyllet i tåge. Du vandrer videre ad den oprindelige Inkasti til Runkurakay-passet i ca. 3.950 meters højde. På dette sted, på solrige dage, har du en utroligt flot udsigt mod Vilcabamba-bjergene, som inkaerne trak sig tilbage til efter kampe mod spanierne. Du fortsætter den smukke tur til de store Sayacmarca-ruiner på toppen af en smal klippetop, hvor du vil få spændende indsigt i ruinerne og områdets historie. Herefter fortsætter du gennem en mindre tågeskov mod din lejr i Chaquicocha, hvorfra der er udsigt til de omkringliggende bjerge.

Distance: Ca. 16 km
Vandretid: Ca. 8-9 timer
Sværhedsgrad: Moderat – hård

Overnatning:
Dag 12: Chaquicocha – Phuyupatamarca – Wiñay Wayna (ca. 2.650 meter)

Hvis vejret er klart, vågner du op til en fantastisk udsigt til Vilcabamba-bjergene. Efter morgenmaden fortsætter du mod det tredje pas. På vejen ser du inkaernes fine stenhuggerarbejde med tunneller og perfekt placerede sten, og denne del af trekkingturen er desuden utroligt smuk med tågeskov, orkidéer, bregner og et farverigt fugleliv.

Du når det tredje pas i ca. 3.600 meters højde nær den velbevarede inkaby Phuyupatamarca, hvis quechua-navn oversat betyder ”Byen over skyerne” og henviser til byens høje placering. Her kan du tage dig et hvil og nyde din frokost med udsigt over den hellige inkadal; Urubamba-dalen. Derefter starter den lange nedstigning til Wiñay Wayna, som er det største kompleks i området efter Machu Picchu og Llactapata. Ruinerne ligger op ad den ene bjergside og består af huse, tårne og terrasser. Komplekset har en imponerende og smuk beliggenhed lige bag din lejr.

Da der er meget tidlig afgang næste morgen, er det en god idé at gå tidligt i seng og få en god nattesøvn.

Distance: Ca. 10 km
Vandretid: Ca. 5-6 timer
Sværhedsgrad: Let – Moderat

Overnatning:
Dag 13: Wiñay Wayna - Machu Picchu – Tog/bus tilbage til Cusco (3.400 meter)

Du starter tidligt denne morgen og vandrer til Inti Punku, Solens Port. Herfra ser du solen stå op over de omkringliggende bjerge og det er også her, du får det første glimt af den sagnomspundne by Machu Picchu. Det er en helt speciel oplevelse at stå her, hvor man virkelig fornemmer stedets mystik og eventyr.

Du fortsætter det sidste stykke ned til et af verdens syv vidundere og turens højdepunkt, det fantastiske ruinkompleks Machu Picchu, som ligger eventyrligt på en grøn stejl højderyg omkranset af tågeskov, grønne bjergtoppe og snedækkede bjergtinder længere ude i horisonten. Her venter dig en guidet rundvisning, hvor du vil opleve den imponerende og intelligente inka-arkitektur med de smalle terrasser på stejle sider af bjerget og områder med begravelsespladser, fængsler, små beboelser og templer.

Det siges at være den amerikanske opdagelsesrejsende Hiram Bingham, der den 24. juli 1911 opdagede Machu Picchu, hvilket ikke er helt sandt, men han var i hvert fald grunden til, at verden fik kendskab til dette fantastiske sted. Inkabyen blev bygget omkring år 1462 i Inkarigets storhedstid og blev forladt mindre end 100 år efter formentligt pga. en skoldkoppeepidemi. Machu Picchu blev aldrig opdaget og udplyndret af spanierne og derfor har den særlig stor kulturel betydning og betragtes som hellig. Machu Picchu var hjemsted for præster, højtstående funktionærer, håndværkere, tjenere og jomfruer udvalgt til at vie deres liv til Solguden. Det var en by med gader, akvædukter hvor der stadig løber vand, fontæner og gange, som havde religiøse funktioner.

Efter en guidet rundvisning får du tid til at udforske området på egen hånd.

Du har eftermiddagen på egen hånd i Aguas Calientes, hvor du kan nyde din frokost og evt. besøge de termale bade også kaldet hot springs og slappe af i det naturligt opvarmede vand. Husk badetøj. Det er disse hot springs der har givet byen sit navn Aguas Calientes, som betyder varmt vand.

Dit tog tilbage til Cusco afgår sent om eftermiddagen. Det præcise tidspunkt får du anvist af din guide efter rundvisningen ved Machu Picchu.

Ved ankomst til Cusco bliver du kørt tilbage til dit hotel.

Distance: Ca. 5 km

Vandretid: Ca. 2-3 timer

Sværhedsgrad: Let – moderat

Transporttid fra Aguas Calientes tilbage til Cusco (tog + bus): Ca. 4 timer

Dag 14: Cusco på egen hånd (3.400 meter)

I dag er der ingen udflugter planlagt, og dagen er til fri disposition. Det kan være, du skal ud og have købt de sidste souvenirs eller bare har vil slentre rundt i den smukke historiske by.

Har du lyst til at opleve endnu mere af de magiske Andesbjerge, så kan vi anbefale at tilkøbe en udflugt til det storslåede Rainbow Mountain. Bjerget er blot ét af de mange smukke regnbuefarvede bjerge lidt uden for Cusco, hvis farver skyldes bjergenes kombination af farverige mineraler. Det er en helt unik oplevelse at se et bjerg med så mange flotte farver.

Vi tilbyder også en udflugt til inkaruinerne ved Moray og saltminerne i Maras, eller hvad med at prøve kræfter med et lille madlavningskursus, hvor du får et spændende indblik i det peruvianske køkken?

Dag 15: Hjemrejse

Du bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver mod Danmark med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 16: Hjemkomst

Du ankommer til Danmark efter en oplevelsesrig ferie.

Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Alle viste priser er pr. person
Bemærk, prisen for enkeltværelse gælder kun ved min. to rejsende. Kontakt os, hvis du rejser alene.
Unikke fordele ved grupper fra 6 personer – indhent tilbud i dag for mere information.
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
FØR DU REJSER
Godt at vide
Latinamerika
Tom Søndergaard

Tom er vores Latinamerika-specialist og har over 28 års erfaring med rejser i Latinamerika.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14
HVORFOR REJSE MED TOURCOMPASS
Derfor vælger kunderne os
  • Personlig service af rejseeksperter med førstehåndskendskab
  • Dedikeret bookingteam sikrer en problemfri rejse
  • Døgnassistance under hele rejsen
  • Velplanlagte rejseprogrammer med nøje udvalgte højdepunkter
  • Alle rejser inkluderer fly, transfers og indkvartering
  • Spændende valgmuligheder, så du kan tilpasse din rejse
  • Indkvarteringer med fantastisk beliggenhed
  • Omhyggeligt udvalgte lokale guider med stor viden og erfaring
  • Tusindvis af gæster har valgt os siden 2006
  • Alle rejser bliver prøvet og kvalitetssikret af vores egne medarbejdere
  • Langvarigt samarbejde med et stort netværk af partnere
  • Vi garanterer dig de bedste priser
  • Fremragende samarbejde med vores partnere sikrer dig den bedste kvalitet og de bedste priser
  • Vi optimerer løbende vores logistik og processer, så du kun betaler for det som skaber værdi for din rejse
  • Medlem af Rejsegarantifonden (nr.1778)
  • Medlem af Danmarks Rejsebureau Forening
  • Personlig ansvarsforsikring
GÅ PÅ OPDAGELSE
Se alle vores spændende destinationer