TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerSeværdigheder i Mexico

Seværdigheder i Mexico

14.01.2019
Vis alle indlæg

Mexico Kirke

Mexico bugner af seværdigheder i alle afskygninger.

På din rejse kan du f.eks. besøge enorme storbyer med skønne museer og restauranter eller gå på opdagelse i landets mange ruiner fra mayaindianernes tid. Er du til enestående natur, er der masser at komme efter i Chiapas frodige bjerge, og Yucatan-halvøen byder også på helt specielle landskaber.

Læs med og bliv klogere på alt, hvad der gør Mexico til et helt fantastisk rejseland.

Chichen Itza: et levn fra mayaernes storhed

Mexico Chichen Itza

Chichen Itza er blandt Mexicos største seværdigheder.

Denne arkæologiske plads på Yucatan-halvøen gemmer på et væld af fortællinger om maya- og itza-indianernes ofringer til guderne, drabelige boldspil og hellige bygninger. Højdepunktet ved dit besøg er dog uden tvivl pyramiden, El Castillo, som er en mayakalender udformet i sten.

El Castillo-pyramiden er opført til ære for mayaguden, Kukulkan, og har 91 trappetrin på hver af de fire sider. Lægger man dem sammen med platformen på toppen, får man 365 trin i alt – én for hver dag i året.

Guden Kukulkan var ifølge den mayanske tro en fjerklædt slange og er repræsenteret ved foden af pyramidens nordtrappe, hvor 2 slangehoveder stikker frem. Hvert år ved forårs- og efterårsjævndøgn skaber solen skygger på pyramidens sider, som giver illusionen om en slange, der bugter sig ned ad nordtrappen og ender ud i de smukt udformede slangehoveder.

Her får man virkelig sans for mayaernes enorme forståelse af universet omkring dem.

Du kan også opleve Cenote Sagrado – den hellige brønd, hvor mayaerne var overbeviste om, at deres vandgud levede – og den store mayaboldbane. Mayaernes boldspil endte efter sigende ud i menneskeofringer, og billeder af disse ofringer blev udhugget i sten som pynt langs boldbanens sider.

Mexico City: En hovedstad med noget for alle

Mexico City Palacio de Bella Artes

Mexico City er med sine mere end 21 mio. indbyggere den største by på den vestlige halvkugle.

På trods af størrelsen er det dog en virkelig spændende og charmerende by med mange museer, smukke kirker og fantastiske madoplevelser.

Besøg det enestående Palacio de Bellas Artes, der er bygget i hvidt marmor og fungerer som kunstudstilling og koncertsal for mexicanske kunstnere. Er du til mere kunst, bør du tage forbi den ikoniske kunstner Frida Kahlos hjem, som i dag også er lavet om til et museum. I hendes smukke blå hus kan du se et farverigt udvalg af Kahlos og andre mexicanske kunstneres værker.

Man kan næsten ikke besøge Mexico City uden at gå på opdagelse i byens kulinariske verden. Overalt finder du små restauranter, eller cantinas som de også kaldes, der serverer lækre mexicanske specialiteter såsom tacos al pastor, quesadillas og skønne enchiladas.

Blot nogle få hundrede meter fra Palacio de Bellas Artes finder du caféen, El Moro, som er kendt for at lave Mexico Citys bedste churros. Vi har testet dem og kan kun erklære os enige!

Teotihuacan: En mesoamerikansk storby

Mexico Teotihuacan

Teotihuacan ligger ca. en times kørsel fra Mexico City og er med sine to store pyramider i dag anset for at være et af verdens vigtigste arkæologiske områder.

Der er meget mystik forbundet med Teotihuacan, og ingen ved, hvem der i sin tid opførte det enorme kompleks. Det anslås dog, at pyramiderne og de omkringliggende ruiner allerede havde eksisteret i flere hundrede år før vores tidsregning.

Teotihuacan havde sin storhedstid med aztekerne mellem det første og syvende århundrede og var en af verdens største byer i denne periode – også større end datidens Rom. Stedets navn blev da også givet af aztekerne, som opdagede den forladte by, og Teotihuacan betyder oversat ’Gudernes sted’. Sidenhen har Teotihuacan været hjemsted for flere af de gamle mesoamerikanske folkeslag, f.eks. aztekere, mayaer, mixtekere og zapoteker.

På dit besøg i ruinkomplekset kan du bestige de to majestætiske pyramider. Den ene er opført til ære for solen og den anden til ære for månen. Derudover kan du gå på opdagelse blandt de mindre bygninger, der findes på den store plads, Calzada de los Muertos, der betyder ’de dødes gade’.

Tulum: Mayaernes gamle handelsby

Mexico Tulum

Tulum er et sandt paradis på jord.

Den hyggelige kystby, nogle timer syd for Cancún, ligger ud til Det Caribiske Hav, og her foregår alt i et roligt tempo, som skaber den dejligste feriestemning. Nyd dit ophold på Hip Hotel, som praktisk talt ligger på stranden. Du kan slænge dig i hængekøjen på værelsets terrasse eller benytte dig af liggestolene nede ved vandkanten og det azurblå hav.

Den mest oplagte måde at komme rundt i Tulum er på cykel eller til fods. Netop dét er også med til at skabe den afslappede atmosfære, og du kan pleje sjælen med en afstressende slentretur i strandens fine, hvide sand til lyden af bølgernes brusen.

Tulum er også hjem for nogle af de verdenskendte mayaruiner. Tulum blev opført helt tilbage i det 13. århundrede og er den eneste mayaby, der ligger ved kysten. Rundt om byen er der opført en næsten 800 meter lang bymur til beskyttelse af byen. Og navnet Tulum betyder da også ”mur” på det gamle Yucatec-sprog.

Ruinerne af muren, samt ruinen af den 7,5 meter høje tempelpyramide, El Castillo, står tilbage på klipperne vendt ud mod det blå hav. Her kan man nemt bruge nogle timer på at gå på opdagelse.

Strande i verdensklasse

Mexico Cozumel Snorkel

Mexicos østkyst på Yucatan-halvøen ligger ud til Det Caribiske Hav, og her er der garanti for nogle helt eminente strandoplevelser.

Udover Tulums skønne atmosfære og imponerende ruiner, er byen gennem de seneste år blevet kendt for dens vidunderlige strande. Her kan du opleve afslapning af allerhøjeste kvalitet. Du kan også tage på eventyr i det fantastiske blå hav, hvor du f.eks. kan snorkle og se de mange farverige fisk, som lever her.

Hvor Tulum emmer af afslapning og ro, er der lidt mere gang i gaderne i Playa del Carmen. Nyd lyden fra bølgerne i en liggestol på det fine, hvide sand med en iskold drink i hånden eller gå på opdagelse på Avenida 5, der er fuld af livlige barer, skønne butikker og et væld af forskellige gadekunstnere. Her kommer du i hvert fald ikke til at kede dig!

Øen Cozumel ligger ud for Playa del Carmens kyst og er et slaraffenland for dykkere og snorklere. Hele øen er omringet af spændende koralrev, som er en del af det mesoamerikanske Barrier Reef-system. Svøm rundt i det klare vand blandt farverige koraller, fisk, søstjerner og havskildpadder. Ser du først den livlige verden under havets overflade på Cozumel, er det en oplevelse, du aldrig glemmer.

Oaxaca: en grydefuld af farver og smage

Mexico Oaxaca Marked

Byen Oaxaca ligger i en dal omkranset af bjerge i den sydlige del af Mexico.

På den centrale plads finder du det store Temple de Santo Domingo – en mere end 400 år gammel kirke, som indenfor er udsmykket med det pureste guld på vægge, loft og ikke mindst på de imponerende altre.

Oaxaca er også kendt som Mexicos foodie-by grundet det fantastiske mix af precolumbiansk- og spanskinspireret madlavning, du finder her. Smag på de mexicanske specialiteter, f.eks. de mange forskellige slags mole, som er en traditionel mexicansk krydret sauce, der ofte serveres sammen med kød og ris. Netop den fantastiske madkultur er en af grundene til, at du bør besøge Oaxaca.

Byen er desuden fuld af hyggelige parker, åbne pladser og museer. Gå en tur i den historiske bydel, hvor vejene er belagte med brosten, og husene på hver side af vejen er malet i alverdens farver. Timerne flyver af sted, når man går på opdagelse i denne farverige bydel.

Kan du ikke få nok af gamle ruiner, ligger den enorme mesoamerikanske ruinby, Monte Alban, på en bjergtop med udsigt over Oaxaca by. Det interessante ved Monte Alban er, at de gamle Zapotekere, som opførte stedet, brugte flere hundrede år på at gøre bjergtoppen flad, inden de kunne påbegynde byggearbejdet af de mange pyramider, templer og gravkamre.

Cenoter: Yucatans underjordiske verden

Mexico Cenotes

Yucatan-halvøen i Mexico er forholdsvist flad og har hverken floder eller åer ved overfladen. Men under jorden flyder kilometervis af ferskvandsstrømme. Helt teknisk er en cenote en underjordisk lomme af ferskvand fra disse ferskvandsstrømme, hvor toppen af den naturlige hule er helt eller delvist kollapset og har dannet en underjordisk pool af ferskvand.

Det er som at bevæge sig ned i en magisk, underjordisk verden første gang man kravler ned i åbningen til en af Yucatans mange cenoter. Mayaindianere var også af den overbevisning, at cenoter var åbninger til underverdenen og blev af den grund set som hellige.

Og sikke et syn der møder dig! Vandet er fuldstændig klart og fantastisk blåt.

I nogle af cenoterne er der forholdsvist mørkt, kun oplyst af nogle få solstråler, som skinner gennem hullerne op til overfladen. Nogle steder hænger planter ned fra åbningen i hulens top, mens der andre steder er dannet massevis af drypsten. Alt sammen er med til at give cenoterne den helt specielle atmosfære.

Vandet er køligt og friskt at bade i, men kan nogle steder blive ret dybt. Er man en god svømmer, kan vi anbefale at tage en dykkermaske med og dykke ned mod bunden og se cenoten fra en vinkel, som kun få mennesker oplever.

Agua Azul og Misol-Há: Chiapas-bjergenes skønheder

Mexico Agua Azul

I Chiapas-bjergene i det sydlige Mexico venter den ene naturoplevelse efter den anden på dig. Nogle af de smukkeste er vandfaldene Agua Azul og Misol-Há.

Agua Azul betyder blåt vand, og de mange større og mindre vandfald har da også den fineste blålige/turkise farve. Vandet, som løber ned langs bjergsiden, er rig på mineraler, der er med til at skabe den blå farve. Mineralerne gør også, at bjergsiden med tiden er blevet dækket af et tykt lag kalksten, som har dannet en lang række små pools, hvorfra vandet falder. Besøger du Agua Azul i den tørre periode i april-maj, er der den bedste chance for at opleve vandets klare, blå farve, da koncentrationen af mineraler er højest i disse måneder.

En anden stor naturoplevelse er vandfaldet Misol-Há. Misol-Há, der ligger midt i junglen ca. 20-30 km. fra Palenque. For foden af de 35 meter høje vandfald er der en forfriskende pool, som indbyder til en dukkert. Bag vandfaldet er der en ca. 20 meter dyb grotte, hvor du kan se det fine vandfald fra en helt anden vinkel.

Día de los Muertos – de dødes dag

Mexico Día de los Muertos

Selvom Día de los Muertos ikke er en fysisk seværdighed, så er dagen – De dødes dag – absolut en interessant oplevelse.

På Día de los Muertos fejrer mexicanerne de døde. Og Dia de los Muertos er ikke en sørgelig dag, som man måske kunne forvente, men derimod en dag fuld af fejringer og livsglæde.

Traditionen er flere tusinde år gammel og begyndte hos de gamle aztekere, toltekere og andre indfødte indianerstammer. Man mente, at de afdøde stadig var en del af samfundet og at deres ånd blev holdt i live gennem minder. En gang om året i starten af november kunne de døde midlertidigt besøge jorden og deres familier igen.

Overalt i Mexico fejres dagen med store festligheder på de centrale pladser. Oplev f.eks. den store fest i Mexico City med parader og højlydt musik i gaderne. Der pyntes med traditionelle mexicanske guirlander, blomster og et væld af farverige sukkerkranier overalt i gaderne. I de lokales hjem bliver der pyntet med et imponerende alter med billeder af familiens afdøde, blomster og stearinlys.

I dag er Dia de los Muertos en god blanding af de helt gamle traditioner og de lidt nyere, katolske traditioner.

Palenque: En uudforsket perle i junglen

Mexico Palenque

I Chiapas’ bjerge finder du en af Mexicos største arkæologiske områder – Palenque. Her kan du se de store, velbevarede mayaruiner på de åbne pladser. Det specielle ved netop Palenque er, at du kan få lov til at komme helt tæt på, bestige pyramiderne, og i nogle af ruinerne kan du sågar komme indenfor og se gamle gravkamre i ruinernes snævre gange.

Palenque har mange fascinerende bygninger, som er blevet grundigt udforsket. Den mest ikoniske må uden tvivl være The Temple of Inscriptions, som er områdets højeste pyramide og gravmonument bygget til ære for K’inich Janaab’ Pakal, som var Palenques overhoved i det syvende århundrede. På og i denne pyramide er der fundet et væld af inskriptioner, som har givet arkæologer en bedre forståelse af de gamle mayasamfund.

Palenque ligger i Chiapas-bjergenes frodige jungle, og det kan også virkelig anbefales at gå på opdagelse i de mindre udforskede områder af junglen. Her finder du nogle af de mindre ruiner, som står tilbage efter Palenques storhedstid, og du får en mere autentisk oplevelse af dette imponerende og historiske område.

Junglen er også hjem for brøleaber, som især i morgen- og aftentimerne højlydt proklamerer deres territorier. Så kig op, mens du bevæger dig rundt i junglen. Aberne sidder ofte højest oppe i trækronerne, og er ikke blege for at tisse ned på folk, som bevæger sig for tæt på!

San Cristóbal de las Casas: Oplev den traditionelle bjergby

Mexico San Cristobal de las Casas

San Cristóbal de las Casas – eller San Cris – som denne hyggelige bjergby til dagligt kaldes, ligger i Chiapas-bjergene og byder på en god blanding af gamle mexicanske traditioner og nymoderne livsstil. Tæt på San Cris kan du besøge efterkommerne af de gamle mayaindianere, som har bibeholdt meget af deres særpræg og kulturarv den dag i dag.

Byen gemmer på flere hyggelige markeder, hvor du kan købe frisk frugt, håndlavede smykker, tøj og tasker, og det er en hyggelig oplevelse at slå sig ned på en af gågadernes caféer eller restauranter og få sig en kop mexicansk kaffe eller en middag, mens du nyder stemningen i bjergbyen.

Med en beliggenhed i op til 2.200 m.o.h. kan det være en trættende affære at gå på længere traveture i byens mange gader. Men hvis du er frisk på at gå på opdagelse, kan vi anbefale dig at besøge katedralen, som også her kaldes Templo de Santo Domingo, eller den mindre kirke, Iglesio el Cerrito, som ligger på toppen af en bakke. Her kræver det dog friske ben, hvis du vil nå til toppen af de mange trin, men til gengæld bliver du belønnet med den smukkeste udsigt over byen. Det er det hele værd!

Mexico er et land med en helt speciel historie, kultur og natur, og her findes oplevelser for enhver smag.

Tag med og se de imponerende ruiner, smag på den fantastiske mexicanske mad og gå på eventyr i byernes farverige gader. Du kommer hjem med kufferten fuld af farverige oplevelser!

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende