TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerPåske i Latinamerika

Påske i Latinamerika

01.03.2018  |  opdateret: 16.04.2024
Vis alle indlæg

Påske tæppe i Guatemala

Påsken er af helt særlig betydning i mange latinamerikanske lande, og hvis du drømmer om at opleve det helt tæt på, kan du overveje at tage på påskerejse til Latinamerika.

Størstedelen af befolkningen er katolikker, og fejringen af påskeugen, der symboliserer Jesu død og opstandelse, er derfor meget betydningsfuld i denne del af verden.

Den religiøse festival i påsken er faktisk den vigtigste i løbet af året.

I 2025 falder palmesøndag d. 13. april, og den efterfølgende uges fejring kaldes for Semana Santa.

Hvad fejres under Semana Santa?

Påske i Brasilien

I påsken fejres Jesu død og opstandelse. Ugen begynder med palmesøndag, som vi kender det fra Danmark.

Herefter kommer skærtorsdag, langfredag og påskedag.

Påskefejringens omdrejningspunkt er Jesus sidste dage, døden på korset og genopstandelsen.

Der er mange religiøse traditioner forbundet med fejringen, men på mange måder er det også en folkefest, hvor alle er velkomne.

Hvordan fejres påsken?

Påske optog i Guatemala

Den hellige påskeuge bliver fejret med prompt og pragt.

Alt fra religiøse ritualer til optog med dragter i mange afskygninger, og fra påskespil til gudstjenester.

Fejringen sker på mange planer.

De religiøse ritualer skifter fra dag til dag, og påskespillet illustrerer Jesus vej fra det sidste måltid til genopstandelsen.

Men det er ikke kun helligdagene, vi kender i Danmark, der bliver fejret i Latinamerika. Hele påskeugen – Semana Santa – fejres med stort engagement.

Selvom der er en række ligheder i påskeugens fejring i Latinamerika, som er beskrevet ovenfor, er der også unikke påsketraditioner i de forskellige lande. Derfor er der forskellige oplevelser i vente alt efter, hvor du rejser hen i denne verdensdel i påsken.

Påsketraditioner i Colombia

Påsken er lidt af et tilløbsstykke i Colombia. Med omkring 90% af befolkningen, der bekender sig til katolicismen, er fejringen af påskeugen i særklasse i landet.

Hovedstaden, Bogota, byder på gamle traditioner, der til stadighed holdes i hævd. Der er en form for pilgrimsrute igennem byen, hvor man kan besøge syv forskellige religiøse monumenter eller kirker. Traditionen er en religiøs del af fejringen i hovedstaden og gennemføres for at huske, hvad Kristus gennemgik.

Under påskefejringen er Bogotas gade i centrum lukket for bilister, hvilket giver plads til fodgængere, der vandrer fra kirke til kirke. Skoler og butikker er lukkede i højtiden, men de kirkelige handlinger er åbne for alle.

Lidt nord for hovedstaden ligger byen Zipaquirá. Et af byens varemærker er Saltkatedralen – en underjordisk katedral, der er bygget indeni en saltmine, 200 m. under jorden. Katedralen er lidt af et tilløbsstykke påskesøndag, da der afholdes messe.

Påsketraditioner i Brasilien

Påskehøjtiden er essentiel i Brasilien. Der er forskellige traditioner alt efter geografisk placering, men en af de måder de fejrer påsken på, er med tæpper, savsmuld og blomster.

Brasilianerne pynter gaderne op med ovenstående ”ingredienser”. Tæpperne lægges på gaderne. Ovenpå laves der spektakulære mønstre af savsmuld og blomster. Et smukt og malerisk syn.

Påsketraditioner i Peru

Alle påskedagene er vigtige for peruvianerne, men en dag har alligevel særlig betydning. Skærtorsdag.

Dagen er en del af fejringen i byen Cusco, der i 1650 blev ramt af et jordskælv. Jordskælvet jævnede alt med jorden på nær katedralen, hvor optoget, der minder befolkningen om jordskælvet, ender.

Det siges, at jordskælvet stoppede, da en statue, som var foræret til landet af den daværende spanske konge, blev båret ud af katedralen.

At statuen stoppede jordskælvet var for byens borgere et tegn på, at Gud hjalp dem. Derfor bæres en kristusstatue gennem byen på denne dag.

Påsketraditioner i Ecuador

Påsken byder på flere forskellige traditioner i Ecuador.

Påskemiddagen står traditionelt på retten fanesa, hvor hovedingredienserne er torsk, korn og bønner. I retten er der 12 forskellige kornsorter, der symboliserer de 12 apostle.

Udover middagen er det også tradition, at særligt meget katolske borgere tager til byen Cuenca i påsken. Byen er en af Ecuadors mest religiøse, hvorfor denne del af befolkningen ynder at fejre højtiden her.

Mindre religiøse ecuadorianere rejser også ofte væk i højtiden. Primært til stranden.

Påsketraditioner i Argentina

Ligesom ecuadorianerne ynder at rejse væk i højtiden, er sagen den samme for argentinerne. De tager væk fra byen for ro og familietid.

For mange danske børn er påske synonym med påskeægjagt. Og denne leg kender de argentinske børn også. Nogle går på jagt efter påskeæggene, mens andre bare bytter de syndige chokoladeæg med hinanden.

Påsketraditioner i Costa Rica

Under påskefejringen er en vigtig ingrediens af kulinariske art. Maden omkring højtiden er nemlig en essentiel del af højtiden. Costaricanerne spiser fisk og skaldyr i påsken, men også den lækre dej, tamal mudo.

Udover den gastronomiske del af fejringen, er optoget, der viser vejen fra Jesudød til genopstandelse, også vigtig i Costa Rica.

Udover optoget er La Lagarteada-begivenheden central. Traditionen er gammel og en blanding mellem kristen og aztekerkultur. Traditionen symboliserer Jesu korsfæstelse.

Under La Lagarteada tages en krokodille til fange langfredag, holdes tilfangetaget på byens torv, hvorefter den sættes fri den kommende dag.

Påsketraditioner i Nicaragua

Påskefejringen i Nicaragua er en smeltedigel af oprindelige og spanske ritualer og traditioner.

Den hellige uge er en af de vigtigste religiøse begivenheder gennem året og fejres derefter.

At blive ved med at huske på begivenhederne omkring Kristi død og genopstandelse er yderst vigtigt for det nicaraguanske folk, hvorfor der gøres meget ud af fejringen af højtiden.

Savsmuldsmalerier og optog er også essentielle her, og vil du have påskefejringen helt ind under huden i Nicaragua, kan du rejse til Granada, der er en af de vigtigste påskefejringsbyer.

Påsketraditioner i Guatemala

Hvis du gerne vil opleve en påskefejring i verdensklasse, så er Guatemala det perfekte sted.

Vilde skulpturer, fascinerende optog med billeder og alfombras, der er farverige tæppemalerier med blomster og savsmuld er bare en del af den fejring guatemalanere hylder Jesus med.

Landets fejring af påsken er en af verdens største. Sammen med tusindvis af turister fejrer befolkningen højtiden.

Vil du opleve påsken i Latinamerika?

Dekoration Palmesøndag i Mexico

Hvis du drømmer om en rejse til Latinamerika, er påsken et unikt og fascinerende tidspunkt at besøge verdensdelen.

Tag et kig på vores forskellige rejsemål og få inspiration til din næste rejse.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende