TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at besøge Galapagosøerne?

Hvornår er det bedst at besøge Galapagosøerne?

12.12.2019  |  opdateret: 30.05.2023
Vis alle indlæg

Pingvin

Galapagosøerne er et magisk bekendtskab.

At opleve de fantastiske landskaber og det enestående dyreliv er som at træde ind i en helt anden verden.

Men hvornår er det bedst at besøge Galapagosøerne?

Læs med her og find ud af, hvornår din rejse skal gå til Galapagosøerne.

Klimaet på Galapagosøerne

Galapagosskildpadde

Galapagosøerne er en del af Ecuador, men da øerne ligger ca. 1.000 km fra Ecuadors kyst, vil du opleve, at klimaet er noget anderledes her end på fastlandet.

Galapagos ligger på ækvator, og temperaturerne er temmelig stabile i løbet af året.

Dog påvirkes øerne af Humboldt-strømmene – en kold strøm af næringsrig vand, der flyder fra det nordlige antarktisk til Sydamerikas vestkyst mellem juni og december. Strømmene påvirker bl.a. vandtemperaturerne og vandets sigtbarhed ved øerne, og så er de livsnødvendige for dyrelivet. Cirka hvert syvende år bliver strømmene afbrudt af El Niño-fænomenet, der også kan påvirke dyrelivet.

Øerne har to definerede sæsoner; en regntid og en tørtid.

Regntid

snorkling

Regntiden ligger mellem januar og juni. Sæsonen bliver også kaldt den ”varme og våde” sæson, fordi vand- og lufttemperaturer er højere, og det regner mere.

Regntiden byder på temperaturer mellem 29 og 31 grader i gennemsnit, når det er varmest, og havtemperaturer på mellem 22 og knap 25 grader (ved Isabela) i gennemsnit, når temperaturerne er lavest.

Det kan du forvente i regntiden på Galapagos:

  • Årets varmeste vejr
  • Daglige regnbyger, specielt i højlandet
  • Mere overskyet end i årets resterende måneder
  • Varmere vandtemperaturer
  • Højere sigtbarhed pga. de roligere strømme, hvilket giver fantastisk snorkelvejr
  • Højsæson, så det kan være sværere at få plads på dine ønskede rejsedatoer

Tørtid

baby søløve

Tørtiden ligger mellem juli og december. Sæsonen bliver kaldt den ”kolde og tørre” sæson, fordi vand- og lufttemperaturerne er køligere end i regnsæsonen, og det regner mindre. Det bliver dog aldrig rigtig koldt på Galapagosøerne.

Perioden byder på lufttemperaturer mellem 26 og 28 grader, når det er varmest, og havtemperaturerne ligger i gennemsnit mellem 21 og 23 grader (ved Isabela), når de er lavest. Du har altså stadig mulighed for at snorkle, men det kan være nødvendigt med en våddragt.

Tørtiden kaldes også ”Garúa”, fordi den er karakteriseret af et diset vejr, der er et resultat af det kolde vand fra Humboldt- og Cromwell-strømmene.

Hvad kan du forvente i tørtiden på Galapagos:

  • Mindre regn end i årets resterende måneder
  • Solrig, blå himmel, men lidt køligere end i regnsæsonen
  • Garúa-tåge, der specielt er til stede i højlandet
  • Vandtemperaturerne er køligere og havet mere uroligt pga. Humboldt-strømmene.
  • Stadig gode snorklemuligheder, men kan være nødvendigt med en våddragt
  • Mange dyr yngler i denne periode pga. det køligere vejr
  • Lavsæson, så det kan være nemmere at få plads på dine ønskede rejsedatoer

Vejr og dyreliv måned for måned

Blåfodet sule

De fleste besøger Galapagosøerne på grund af det enestående dyreliv.

Du kan opleve dyr året rundt, så uanset hvornår du vælger at rejse, kan du regne med at blive blæst bagover af magiske oplevelser.

Herunder kan du se vores måned-til-måned kalender over, hvad du kan opleve. Vær dog opmærksom på, at de fleste dyr kan opleves året rundt. Det gælder bl.a. følgende dyr:

  • Galapagossøløven
  • Galapagosfinker
  • Galapagosskildpadderne
  • Havleguaner
  • Landleguaner
  • Grønne havskildpadder
  • Pelssæler
  • Pingviner
  • Og mange, mange flere

Januar

Januar markerer starten på regnsæsonen, eller den varme og våde sæson.

Temperaturerne stiger, og måneden er ideel til snorkling. Vandet er roligere og varmere end i de foregående måneder, der i højere grad er påvirket af Humboldt-strømmene.

Højdepunkter i dyrelivet i januar:

  • Galapagosskildpaddernes æg udklækkes, og du kan opleve de små skildpaddeunger
  • De grønne havskildpadder kan ses ved kysten, hvor de venter på at lægge deres æg på strandene efter mørkets frembrud
  • Havleguan-hannerne skifter farve til en lysere farve, og parringssæsonen starter

Februar

Som regnsæsonen skrider frem, begynder temperaturerne i februar at stige, både i havet og i luften. Det varmere vejr og vand, samt det rolige vand, gør februar til en god snorkelmåned.

Højdepunkter i dyrelivet i februar:

  • De grønne havskildpadder kan ses ved kysten, hvor de venter på at lægge deres æg på strandene efter mørkets frembrud
  • Havleguaner bygger rede på Santa Cruz
  • Pingvinerne migrerer fra Bartolome til Isabella og Fernandina, hvor vandet er køligere

Marts

I marts peaker regnsæsonen, og det er varmt med risiko for kraftige byger. Måneden er en rigtig god snorkelmåned, da havet er roligt, og vandet er varmt.

Højdepunkter i dyrelivet i marts:

  • De grønne havskildpadder kan ses ved kysten, hvor de venter på at lægge deres æg på strandene efter mørkets frembrud
  • Havleguaner bygger rede på Fernandina og North Seymour
  • Pingvinerne er aktive i vandet ved kysterne

April

Fra april måned begynder regnen så småt at aftage og markerer på den måde, at regnsæsonen snart slutter.

Højdepunkter i dyrelivet i april:

  • De første af de grønne havskildpadders æg begynder at udklække – 45-55 dage efter, at de blev lagt
  • Havleguaner bygger rede
  • Landleguaners æg begynder at udklække på Isabela

Maj

I maj er vi stadig i regnsæsonen, men det regner forholdsvist lidt. Lufttemperaturerne er faldet en smule ift. de foregående måneder.

Højdepunkter i dyrelivet i maj:

  • De grønne havskildpadders æg udklækkes fortsat, og du kan opleve de små havskildpaddeunger
  • De blåfodede suler starter deres verdensberømte bejlen på North Seymour- en seance, der er verdenskendt pga. den karakteristiske dans, hvor den blå fod spiller en helt særlig rolle
  • Havleguanernes æg begynder at udklække på Santa Cruz og Fernandina

Juni

Juni markerer den sidste måned i den varme og våde sæson, og det regner ganske lidt. Nogle steder begynder landskaberne at ændre farve, og vand- og vindtemperaturer begynder at falde lidt, som vi nærmer os den tørre sæson.

Højdepunkter i dyrelivet i juni:

  • Den blåfodede sule gør fortsat kur til det modsatte køn
  • De sidste æg fra grønne havskildpadder udklækkes
  • Galapagosskildpadden starter sin migration fra Santa Cruz’s højland mod lavlandet for at bygge rede
  • Fregatfugle-hannerne starter deres bejlen til hunnerne på North Seymour ved at puste deres røde strubepunge op

Juli

Juli er starten på tørsæsonen, eller den ”kolde og tørre” sæson. Det regner kun lidt. Til gengæld er juli én af de måneder, der er mest influeret af vind og de kolde Humbolt-strømme, der kommer fra Antarktis. Det er dog stadig muligt at snorkle i tørsæsonen, men det kan være en god idé at have en våddragt på.

Højdepunkter i dyrelivet i juli:

  • Den blåfodede sule bygger rede
  • Galapagosskildpadde-hunnerne starter så småt migration tilbage til højlandet på Santa Cruz

August

Vejrmæssigt er august måned en fortsættelse af juli. Havstrømmenes styrke peaker, hvilket får vandtemperaturen til at falde. I august kan du derved opleve årets ”laveste” temperaturer både i vind og vand. Tag en våddragt på, så er der stadig gode muligheder for at få flotte snorkeloplevelser.

Højdepunkter i dyrelivet i august:

  • Du kan fortsat opleve de blåfodede suler
  • Galapagossøløverne begynder typisk at få unger
  • Galapagosskildpadde-hunnerne migrerer tilbage til højlandet på Santa Cruz. Her du kan opleve dem i store antal
  • Fregatfuglenes æg begynder at udklække

September

Det regner meget lidt i september, og temperaturerne er blandt årets køligste. Men husk på, at vi er tæt på ækvator, hvilket stadig betyder varme temperaturer.

Højdepunkter i dyrelivet i september:

  • En god måned at opleve de søde og legesyge søløveunger
  • Han-søløverne slås om hunnernes gunst ved kysterne
  • Masser af Galapagosskildpadder i Santa Cruz’s højland
  • Pingvinerne er i gang med at bejle til det modsatte køn og er derfor aktive i vandet omkring Bartolome, hvilket er til stor glæde for snorklerne

Oktober

Oktober minder meget om september. Temperaturerne er blandt årets køligste, om end stadig lune, og det regner forholdsvist lidt.

Højdepunkter i dyrelivet i oktober:

  • Det er stadig muligt at se de søde søløveunger
  • Galapagosskildpadder i Santa Cruz’s højland
  • Blåfodede suler er i gang med at opfostre unger, der er begyndt at udklækkes, bl.a. North Seymour og Isabela
  • Pelssælernes parringssæson starter
  • Hanpingvinerne er i gang med at bejle til hunnerne på Bartolome

November

Som den tørre og kølige sæson nærmer sig sin afslutning, begynder havet at blive roligere, og vandtemperaturerne begynder igen at stige, hvilket også betyder, at sigtbarheden øges, og snorklingen bliver endnu bedre.

Højdepunkter i dyrelivet i november:

  • De legesyge søløveunger bliver mere og mere nysgerrige, så november er en god måned at komme tæt på dem på en snorkeltur
  • De grønne havskildpadder starter deres ynglen, og der er stor aktivitet i vandet
  • Galapagosskildpadder i Santa Cruz’s højland
  • Hanpingvinerne er i gang med at bejle til hunnerne på Bartolome
  • Pelssælerne avler fortsat

December

December er den sidste måned i tørsæsonen, eller den ”kolde og tørre” sæson. Lufttemperaturerne er stigende, og regnen tiltager, om end det stadig regner forholdsvist lidt.

Højdepunkter i dyrelivet i december:

  • Små Galapagosskildpadder begynder at udklække
  • Søløverne parrer sig
  • Landleguanerne starter med at parre sig
  • Hanpingvinerne er i gang med at bejle til hunnerne på Bartolome
  • Pelssælerne avler fortsat

Hvornår skal jeg så tage til Galapagos?

Der er masser af oplevelser på Galapagosøerne året rundt.

Så hvornår skal du så tage afsted? Det afhænger af, om der er noget helt særligt, du gerne vil opleve? Hvis ikke, så vælg den måned, der passer dig bedst. Der findes nemlig ikke noget dårligt tidspunkt at besøge Galapagosøerne på.

Se vores rejser til Galapagosøerne herunder:

Bemærk: Ovenstående guide til vejr og dyreliv på Galapagosøerne er vejledende. Tjek altid vejrudsigten inden din forestående rejse, eller kontakt vores rejsekonsulenter, hvis du er i tvivl om, hvornår du vil af sted.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende