TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at besøge Cuba?

Hvornår er det bedst at besøge Cuba?

03.07.2018  |  opdateret: 03.08.2022
Vis alle indlæg

Bil, Cuba

En rejse til Cuba er en helt unik oplevelse. Ægte caribisk charme, gamle amerikanerbiler og skønne salsarytmer.

Men hvornår er det bedst at besøge øen?

Læs med herunder og find ud af, hvordan temperaturen er året igennem, hvilke sæsoner der er, og hvor mange timer solen skinner på den caribiske ø.

Bemærk: Nedenstående guide er vejledende, og anbefalinger kan løbende ændre sig.

Det cubanske klima

Den caribiske ø er en helt fantastisk ferieø, og du kan besøge Cuba alle årets 12 måneder.

Cuba ligger i det tropisk klimabælte og har en årlig gennemsnitstemperatur på ca. 29 grader.

Landets beliggenhed i Det Caribiske Hav har indflydelse på øens klima, og der er forskelle på vejret alt efter, om du f.eks. er i de bjergrige egne eller ved kysterne.

Helt generelt har Cuba to sæsoner: En tørsæson (la seca) og en regnsæson (la lluvia).

Cubas tørsæson

Gade

Cubas tørsæson ligger fra november til april.

Temperaturen er behagelig, og ligger gennemsnitligt mellem 24 og 27 grader. Dagene er meget solrige og solen skinner i op mod 10 timer pr. dag. Det er altså en skøn og solrig tid at besøge den caribiske ø på.

Tørsæsonen er dog præget af mere hyppige temperaturudsving igennem hele sæsonen end regnsæsonen er.

I januar og februar kan der blæse kolde vinde ned fra nord, hvilket kan gøre, at temperaturen kommer ned omkring 17 grader – og køligere i aften- og nattetimerne. Selvom der er temperatursvingninger, er vejret dog generelt stadig meget behageligt.

I tørsæsonen falder der kun meget lidt regn, og der er kun 5-7 dage om måneden, hvor der falder mere end 1 mm. regn. November, som ligger lige mellem de to sæsoner, får dog lidt mere regn end de andre måneder i tørsæsonen.

Den behagelige tørsæson er en populær tid at besøge øen på. Der er højsæson mellem december og februar, og her skal du derfor være forberedt på flere besøgende og lidt højere priser end ellers. Også derfor er det en god idé at booke din rejse tidligere, end hvis du vil afsted i regnsæsonen.

→ Besøg Cuba i perioden november-april, hvis du gerne vil opleve behagelige temperaturer med meget lidt regn og dage med mange solskinstimer.

Cubas regnsæson

Strand i Cuba

Regnsæsonen i Cuba ligger fra maj til oktober.

Men lad vær med at strege Cuba af listen pga. regnsæsonen. Regnen kommer ofte i korte og intense regnskyl, og bagefter kan du gå ud under den åbne himmel og nyde din ferie med varme og tørvejr.

Sammen med regnen kommer varmen, og du kan forvente dagtemperaturer på op til 32-33 grader. Månederne har færre temperaturudsving end tørsæsonen, men til gengæld skal du forvente en højere luftfugtighed.

Juli måned er også højsæson, og her skal du forvente flere besøgende end resten af regnsæsonen.

I regnsæsonen ligger også den kendte orkansæson:

Orkansæson

Månederne fra juni til november kaldes officielt for orkansæsonen i hele Caribien. I perioden er der større risiko for orkaner og cykloner i Caribien, men risikoen for at vejret får indflydelse på din ferie er meget lille.

De mest udsatte måneder er mellem august til oktober, hvor der er størst risiko for orkaner i det caribiske område.

En af de helt store oplevelser i orkansæsonen i Cuba er årets karneval i Havana, Santiago de Cuba og Matanzas. Karnevallerne foregår i juli og august, og er en helt fantastisk tid, hvor essensen af Cuba er dans, fest og farverige dage.

→ Besøg Cuba i perioden maj-oktober, hvis du gerne vil rejse i en periode med varme temperaturer, færre temperaturudsving og hvor du generelt kan forvente færre besøgende end ellers.

Vil du med til Cuba?

Dans og rytmer i gaderne, livsglæde og kultur er nogle af de oplevelser, du får med dig hjem i bagagen, når du rejser til Cuba.

Lige meget hvornår på året, du besøger Cuba, er der store oplevelser i vente.

Hvis du har brug for inspiration til valg af tur, så tag endelig kontakt til vores rejsekonsulenter eller tag et kig på nogle udvalgte rejser herunder.

Se vores rejser til Cuba herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende